Kvalmende godt humør

Vil egentlig godt beklage at jeg skriver små lyserøde skyer om hvor dejlige menneskerne omkring mig er, hvor godt det går i skolen og hvor hyggeligt mit liv er.

For vi ved allesammen godt, at det er meget sjovere at høre (og skrive) brok. Det er nemmere at få et smil på læben når folk har jokket i en hundelort og fortæller om det, end hvis jeg beskriver at jeg så en virkelig flot solnedgang.. (?!)

Men desværre, jeg har det forbandet godt, so here goes..

Har lige været nede og sige hej på job. (blæret restaurant hvor jeg transporterer mad til borde) Fik fri i dag, fordi der ikke var særlig mange reservationer, men så ringede en dejlig kollega lige og sagde; 'Claus har lavet lasagne, så hvis du ikke har spist aftensmad kan du jo kigge forbi.' Hvor smukt kan det være?
fik lasagne og vino, hygge og lidt godt selskab. Fik evt også presset kokkeeleven ud i en fremtidig kareoke-duet. Det bliver smukt.

Og herhjemme er der ryddet op. Og rent. Og pænt. ENDELIG.
Efter jeg i midten af maj måned gik i gang med at rydde op, kun for at komme til skade med knæet, for så at læse til eksamen, for så at tage på ferie på fyn, sjælland, Istanbul og Italien. For så at komme hjem og starte i skole MED DET SAMME, har jeg endelig fået ryddet op. Her små to uger inde i skoleåret.
(Og ja, jeg skulle have gæster, og nej! Det var ikke sket, hvis jeg IKKE skulle have gæster...)

Og jeg har fået blomster! Det er vist aldrig sket umotiveret før. (Kun fra Mor) Og de er fine, og jeg kommer til at smile hver gang jeg ser på dem. Måske skulle jeg begynde at forære mig selv lidt flere blomster? Men på den anden side, de er netop så skønne fordi de kommer fra en anden person, ik?

Åh, jeg ved godt det er noget rosenrødt gyllesuppe det hér. Lover at gå i Strunge-mode igen ved først givne lejlighed.. (Det er løgn, det ved du godt, ik'?)